Apps anno 2021 og et kig ind i app-landskabet i 2022 - House of Code
Luk

Traditionen tro blev det endelig tid til at kigge tilbage på app trends 2021. 2022 er allerede godt i gang og vi tager derfor, som noget nyt, et kig ind i fremtiden og giver vores bud på, hvad apps i det nye år kommer til at handle om. Så må tiden vise om vi har ramt plet 🎯

Apps anno 2021

Når vi kigger på top 10 apps på den danske App Store i 2021, er det tydeligt at danskerne er begyndt at tage imod digitaliseringen af deres pengepung. Listen består hovedsageligt af apps, som på den ene eller anden måde, erstatter vores fysiske kort. Med apps som Kørekort, Sundhedskortet, E-Boks og Mobilepay, behøver vi ikke længere at være bange for, om vi nu har husket den pokkers pung eller om den ligger hjemme på kommoden, hvilket jo er fantastisk! Det eneste lille men vi kan komme på er, hvorfor …… er apps som Kørekort og Sundhedskortet ikke samlet i én og samme app? Ja, din mobil kan løbe tør for strøm, så du ikke kan fremvise dit kørekort når du bliver stoppet af politiet. Heldigvis er vi i dagens Danmark så afhængige af vores telefoner, at vi altid har strøm på dem eller nemt finder på en løsning til at få det. – Hermed et lille shout-out til Digitaliseringsstyrelsen 😉

PostNord

En anden app på top-10-listen fra App Store 2021 er PostNords app, PostNord. Modsat de ovennævnte apps, er PostNord ikke udgivet i 2021. Dog er den blevet brugt som aldrig før. Dette skyldes blandt andet at danskerne i lyset af Corona er blevet vant til at handle elektronisk, hvorfor vi har et større behov for at tracke vores pakker. Samtidig med at vi har travlt som aldrig før og derfor er mere afhængige af, at vide det præcise tidspunkt, hvorpå vi modtager vores post. Det er så typisk at posten kommer forbi, mens vi lige er løbet i det lokale supermarked for at handle ind til aftensmaden. Appen er et ambitiøst projekt fra PostNords side og appen har potentiale til at blive et godt værktøj for danskerne. Det er ikke for sjov at appen har mere end 1.000.000+ downloads. Vi elsker funktionen, der gør det nemt at hente vores pakker i diverse pakkebokse. Dog er der plads til forbedringer, hvis man blot tager et hurtigt kig på de seneste anmeldelser på Google Play ✉

Kigger vi tilbage på vores egne apps i 2021, fik vi udgivet flere, i vores egne øjne, fremragende apps! Hvis dette blogoplæg ikke skal blive for langt, kan vi desværre ikke nå rundt om dem alle, men vi vil alligevel fremhæve et par enkelte af dem:

MS Oplev (Middelfart Sparekasse)

Da Middelfart Sparekasse (MS) kom til os med en allerede eksisterende app, som skulle opdateres til de nyeste versioner af iOS, var vi ikke i tvivl om at vi kunne hjælpe. MS havde fra start et klart formål og behov som appen skulle opfylde. Det gjorde det nemt for os at søsætte projektet hurtigt og resultatet er vi mere end tilfredse med.
Appen er et godt eksempel på, hvordan virksomheder kan tilgængeliggøre deres bonusydelser til kunder, så de er nemme at forstå og ikke mindste gøre brug af. Appen skaber på den måde en værdi for kunden, som er nem at forholde sig til.

GulogGratis

Vi er stolte over at være en del af familien GulogGratis, og sætter en stor ære i at blive inkluderet i deres unikke univers. I vores samarbejde leverer vi vedligeholdelse og videreudvikling af en allerede eksisterende app. Fremadrettet skal vi hjælpe GulogGratis med at udvikle nye features, samt håndtering af reviews og ratings i både App Store og Google Play. Vi er fuldt ud tilfredse med det endelige resultat og glæder os til det fremtidige samarbejde.

2022

Hvad kan vi så forvente af 2022? Det kan vi aldrig være helt sikre på, men I får alligevel vores bud:

MitID

2022 bliver ligesom 2021 påvirket af offentlige apps. I år bliver en af de apps vi kommer til at snakke mest om MitID. Appen er overtageren til NemID og er en del af Digitaliseringsstyrelsens øget fokus på sikkerhed. Indfasningen af MitID startede i 2021 og fortsætter ind i 2022. Appen kommer til at berøre os alle i vores daglige gang, og det er afgørende at appen fra start lever op til de krav, som samfundet stiller til den. Forestil jer at MitID ikke kan holde til trykket af brugere, der skal tjekke deres mobilbank på lønningsdag og derfor lukker ned. Vi kan se for os, hvilket kaos det vil skabe. Specielt når vi tænker på en app, der har kostet 939 mio. kr. at lave. Vi ved godt alle pengene ikke udelukkende går til selve udviklingen af appen. Men når vi snakker om så store summer for en app, forpligter det blot endnu mere. Vi er i hvert fald glade for, at udrulningen af MitID foregår over en længere periode.

Med introduktionen af MitID udgår NemID og nøglekortet i løbet af 2022, dog kan man blive tvunget i en periode til at skulle gøre brug af begge parter. Ønsker man ikke at bruge MitID som app, kan man få en kodeviser eller kodeoplæser. Dette er MitID’s afløser til nøglekortet, som ikke overføres til den nye fremgangsmåde. Forvirrende? Måske lidt, men vi er sikre på det nok skal lykkedes!
Vi glæder os i hvert fald til vi nærmer os 2023, så vi kan kigge tilbage på den fuldendte implementering af MitID og se hvordan det er forløbet. Vi krydser fingre for en smertefri overgang og at appen skaber den forventede værdi for brugerne – Private såvel som erhverv! 🤞

Folketingsvalget 2023

Hvorfor i alverden snakker vi om en begivenhed, der finder sted i 2023? Fordi vi mener det snart er på tide til en app, der digitaliserer stemmeprocessen når vi afholder diverse afstemninger i Danmark. Derfor vil det ikke overraske os, at dette bliver en del af samtalen når vi i efteråret 2022 nærmer os nytår, og snakken begynder at gå på det kommende Folketingsvalg ☑

For og imod

En af årsagerne til vi endnu ikke kan stemme elektronisk, er spørgsmålet om sikkerhed. Men hvor stor en risici er det at digitalisere stemmeprocessen, set i forhold til digitale trusler? Kigger man mod udlandet har man i lande som USA og Estland tidligere testet netop en mere digital valgproces. I begge lande har det resulteret i tvivl om resultatet, og i Estland oplevede man et fald i antallet af borgere der stemte. Så noget tyder på, at såfremt vi i Danmark ønsker en mere bæredygtig tilgang til vores eget demokrati og processen heri, hvor vi vælger hvilke personer der skal repræsentere os, skal vi brainstorme så det brager for at finde den perfekte opskrift på, hvordan det skal lykkes.

Vi kan ikke lade være med at tænke, hvorfor vi ikke kan modtage vores valgkort på e-Boks, som så mange andre beskeder fra det offentlige, med et personligt og unikt login. I stemmeboksen vil der være opsatte tablets, hvorpå man logger ind og sætter sit X. På den måde slipper vi for alt papirforbruget og selve optællingen vil foregå hurtigere. Det er så trættende at holde sig vågen til langt ud på natten, for at få valgresultatet af vide. Der er jo ingen som gider at gå og ligne en zombie dagen efter på arbejde.
Et sted at starte er netop at afskaffe valgkortet vi får tilsendt. Vi kunne godt forestille os en app, hvor vi hver især får en unik stregkode eller QR-kode. Når vi så møder op ved valgsteder kan de scanne koden og wupti, så har vi vores valgkort i hånden. Vi sparer papir, tid og forhåbentligt penge, what’s not to like!

Og hvornår afskaffer de politikere de pokkers valgplakater? Der er ingen, udover dem selv, som gider at se på dem, de sviner og det kan umuligt være en bæredygtig måde at promovere sig selv på. – Dagens sure opstød herfra 🙃

Trends anno 2022

Vi har gennem dette blogpost kigget på app trends 2021, og hvilke apps vi tror 2022 kommer til at handle om. Der er selvfølgelig mange flere trends derude, som vil være relevante at nævne. Dog vil det resultere i, at dette blogindlæg bliver alt for langt til I gider læse det færdigt. Så i får blot et par linjer om, hvilke trends vi glæder os til at lære mere om.

Nogle af de trends vi tror, der kommer til at trække store overskrifter i 2022, er emner som digital sikkerhed, M-Commerce, AR/VR, AI og ikke mindste 5G. Trends, som med specielt indfasningen af 5G, vil blive væsentlig mere relevante hos forbrugeren. Mange af de trends vi nævner vil øge deres perfomance ved hjælp af 5G. Dog er det et alt for stort og interessant emne til blot at blive nævnt på et par linjer eller fem i dette indlæg. Derfor vil vi i løbet af året udgive nogle mere dybdegående blogs her på siden 🧐

Rasmus Kjærulff

Skrevet af

Rasmus Kjærulff